Hvad siger loven?
Færdselslovens § 2 definerer Parkering på denne måde:
"16. Parkering:
enhver hensætning af et køretøj med eller uden fører. Standsning
kortere end 3 minutter, standsning for af- eller påstigning samt af-
eller pålæsning af gods anses dog ikke for parkering."
Opkrævning og inddrivelse af parkeringsafgift er fastlagt i
Færdselslovens § 122a samt i Justitsministeriets bekendtgørelse af
27. december 1991:
"§ 122a. Justitsministeren kan bestemme, at kontrollen med
overholdelsen af de bestemmelser, der nævnes i § 121, stk. 1, helt
eller delvis overlades til kommunalbestyrelsen (...)
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om den kommunale
parkeringskontrols virksomhed."
Ifølge Færdselslovens § 121, stk. 2, kan Parkeringskontrol Nords
afgørelse i forbindelse med klager ikke indbringes for en højere
administrativ myndighed:
"§ 121. Politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af:
1) § 28, stk. 2, 1. pkt., 2) § 28, stk. 3, for så vidt angår
standsning eller parkering på cykelsti, gangsti, midterrabat og
helleanlæg samt standsning eller parkering med hele køretøjet på
fortov, 3) § 29, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5, 7, 8, 9 og 10, og stk. 2,
4) § 29, stk. 3, nr. 1, nr. 2 for så vidt angår parkering ud for
ind- og udkørsel til og fra ejendom, nr. 3 og 4, 5) standsnings-
eller parkeringsforbud, der angives ved afmærkning, 6) de
bestemmelser om parkering i opholds- og legeområder, der udfærdiges
i medfør af § 40, 7) standsnings- eller parkeringsforbud, der
fastsættes efter §§ 92 og 92d, selv om forbuddet ikke angives ved
afmærkning, 8) andre bestemmelser om standsning eller parkering, der
fastsættes i medfør af §§ 92, 92d og 93, og 9) de bestemmelser om
benyttelse af parkometre, parkeringsautomater eller lignende, der
udfærdiges i medfør af § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje.
Stk. 2. Afgørelse om pålæggelse af afgift kan ikke indbringes
for højere administrativ myndighed og er ikke omfattet af
forvaltningslovens § 19."